Sognepræst Helene Ferslev har siden 2014 inviteret til gravidsamtaler i Sydhavns Sogn i København. Konceptet for samtalerne udviklede hun tilbage i 2013 i samarbejde med forskningchef Henrik Norholt, der arbejder med småbørnspsykologi og familiedannelse. Dengang var ideen om samtaler med gravide i folkekirkeregi helt nyt land, men nu er ideen så småt ved at brede sig. Den udvikling vil de to pionerer dog gerne sætte turbo på, og derfor har de lavet en drejebog om gravidsamtaler og tilbyder også seminarer om deres fælles koncept. Helene Ferslev forklarer:

- Mit håb er, at gravidsamtaler bliver udbredt på landsplan. Vi har et tilbud til folk, der har mistet og er i sorg med sorggrupperne. Hvorfor har vi ikke også et tilbud, når man står ved livets begyndelse og er i overgangsfasen til at blive forældre? I folkekirken har vi ritualer for rigtigt mange overgangsfaser i livet. Vi giver rum til de overgangskriser, som menneskelivet rummer, men når livet tager sin begyndelse, mangler vi at spille en rolle og have et ritual. Jeg kan mærke, at vi har en stor rolle at spille og med gravidsamtalerne udvider vi den rolle, siger Helene Ferslev.

Hent drejebog og skabeloner

Helene Ferslev og Henrik Norholt har samlet deres erfaringer med at afholde gravidsamtaler i en drejebog, der er tilgængelig for alle.

Hent drejebogen her

Drejebog for begyndere

I Sydhavns Sogn inviteres gravide i små grupper indenfor i kirkerummet til en samtalerække på seks samtaler før fødslen og minimum en samtale efter fødslen. Som gravid er man i gang med en refleksionsproces som omhandler ens egen opvækst, den nutid man lever i, og den fremtid man går i møde som forælder. Samtalerne giver rum til at sætte ord på de tanker og refleksioner, der opstår undervejs i graviditeten – og mulighed for at forberede sig på livet som mor. Gravidsamtalerne giver både plads til de store spørgsmål i livet og udfordringer fra hverdagen.

For at gøre det lettere for andre sogne at komme godt i gang, har Helene Ferslev og Henrik Norholt samlet alle deres erfaringer og konkrete greb i en drejebog. Her præsenteres blandt andet tankerne bag konceptet, strukturen, som gravidsamtalerne i Sydhavn Sogn er bygget op efter, og de spørgsmål, som Helene Ferslev bruger under gravidsamtalerne. Spørgsmålene skal give deltagerne mulighed for at komme rundt om de mange emner, der er på spil, fx graviditeten, det ufødte barn og det at blive en ny familie. Spørgsmålene tager derfor både udgangspunkt i Helene Ferslevs erfaringer med sjælesorgsarbejde og Henrik Norholts indsigt i den psykologiske forskning i de omfattende mentale og følelsesmæssige forandringer, der opstår under graviditeten, fødselsdepressioner og tilknytningsprocesser i det fremvoksende forældreskab.

I drejebogen er der også skabeloner og spørgerammer for samtalerne, og alternative forslag, hvis fædrene medvirker.

Lyt og lær

En ting er dog at læse om andres erfaringer, noget andet er at høre om dem ansigt til ansigt. Derfor inviterer Helene Ferslev og Henrik Norholt også interesserede til møder og seminarer om konceptet. Her deler de deres erfaringer med gravidsamtaler, og man får som deltager mulighed for at møde tidligere deltagere og høre om deres erfaringer. Der er selvfølgelig også plads til spørgsmål – og i løbet af møderne kan man også få startet på refleksioner over, hvordan gravidsamtaler eventuelt kan startes op i ens eget sogn.

Skriv til Helene Ferslev på mail: hfe@km.dk , hvis du er interesseret i at høre mere.  

Gode råd fra Helene Ferslev

Spring ud i det! Gravidsamtaler er en af de mest livsbekræftende og lærerige opgaver, og tilbuddet gør kirken vedkommende for moderne småbørnsfamilier.

Sådan kommer I igang: 

  • Download drejebogen. Læs og diskuter den
  • Lav informationsmaterialer. Download skabeloner her
  • Skab opmærksomhed. Annoncer tilbuddet på jeres hjemmeside og andre relevante sociale medier.
  • Hvis præsten ikke kan løfte opgaven alene, så find andre egnede ressourcepersoner i menigheden.