I Søborg Kirke inviteres lokale familier til familiecafé hver onsdag. Her kan familierne mødes, spise og lege. Én gang om måneden er der familiegudstjeneste efter cafeen, og langt de fleste går med fra sognegården over i kirken. I de 30 minutter, familiegudstjenesten varer, synger familierne tre salmer, hører en god fortælling, og børnene deltager i aktiviteter.

Det var en tilflytter-familie, der fik ideen til familiecafe i kirken. Men selvom præst, Stinna Ahrenst, og resten af menighedsrådet synes godt om ideen, brugte de tid på at diskutere, om det nu også var en aktivitet for deres kirke:

- Der var en diskussion om, hvorvidt familiecafeen ikke bare kunne være i forsamlingshuset. Hvorfor skulle vi lægge rum og penge til det? Nogen ville sige, at det bare var en aktivitet og ikke kirke. Men vi kom frem til at, ja, familierne kunne måske have været i forsamlingshuset, men nu bankede de på hos os, fortæller Stinna Ahrenst.

Gode råd fra Stinna Ahrenst

• Inviter nogle af dem, I gerne vil have inden for i kirken til at være med til at udforme det tilbud, kirken skal give
• Vær parat til at kaste tid og penge efter projektet

Familiecafé som brobygger

Den beslutning er Stinna Ahrenst glad for. Særligt fordi familiecafeen er en måde at bygge bro mellem de lokale familier og kirken:

- Der kommer 60 til 100 mennesker, som vi ikke ville have kontakt til ellers. Så det er nødvendigt at have familiecafeen først. Det er brobygning, fordi cafeen gør det lettere at komme med over i kirken. Hvis vi bare lavede gudstjeneste, ville de ikke komme. Det kræver, at der først er et fællesskab, siger Stinna Ahrenst.

Stinna Ahrenst overvejer dog også, hvordan familiecafeen skal udvikle sig. Hun synes selv, det kunne være spændende at se, hvad det ville give, hvis der var en familiegudstjeneste til hver anden familiecafe i stedet for som nu til hver fjerde. Stinna Ahrenst, præstekollegaerne og menighedsrådet i Søborg Kirke har også overvejelser om, hvor mange kirkelige elementer, der skal være i familiecafeen:

- Vi overvejer løbende, hvor meget vi skal lægge ned i familiecafeen af kirkeligt indhold. Vi kunne for eksempel godt vise ”Sigurd fortæller bibelhistorier”, vi kunne synge salmer, vi kunne indlede med et fadervor, men det er som om, vi ikke er der endnu. Det kirkelige foregår over i kirken, og det fællesskabsmæssige foregår i sognegården. Der er en grænse der, som man må respektere, hvis man vil have, at det er et åbent fællesskab.